NORDJYSK KUNST
NU

Åbningstale v. Troels Laursen

Nordjysk kunst NU - åbningstale, Det Nye Kastet, Thisted - 4. september 2009 kl. 16.00

Nordjysk Kunst NU - er som bekendt ikke en udstilling - men flere - ja, faktisk hele seks styks - rundt om i landsdelen - og alligevel en udstilling. Udstillinger - eller en udstilling, der viser hvor den nordjyske kunst er lige nu.

Nordjysk Kunst NU er blevet til på baggrund af et initiativ fra BKF-Nord (Billedkunstnernes Forbund region nord), der længe har ment, at den professionelle billedkunst i Nordjylland langt fra er synlig nok og har brug for et samlet løft.

Og denne kraftfulde præsentation af den ypperste del af den nordjyske kunst og inddragelsen af institutioner på tværs af hele regionen skal give et samlet løft for det regionale kunstliv og synliggøre samtidskunsten i medierne og i det hele taget fungere som et nødvendigt indspark i den nordjyske kulturdebat.
Lige nu.

Og disse udstillinger tematiserer hver en af de store traditionelle motivkredse i billedkunsten, - i Skagen er det under overskriften: Kyst - i Vrå er det: Landskab - Hobro bliver det Menneske - i Hjørring bliver det nu - og i Aalborg bliver det rummet, der er i centrum...

Her i dag - i Thisted - så er det Nu - lyset der er temaet - og udgangspunktet for de 9 kunstnere, som I kan se rundt her omkring jer. Og man kan vel egentlig godt tillade sig at sige, at uden lyset, så var det lidt lige meget med de andre temaer - uden lys - intet rum, ingen kyst, intet landskab og ingen mennesker - og da slet ikke noget kunst!

I den "virkelige verden" er vi omgivet af lys af flere arter: - der er lyskilderne, de "selvlysende" genstande som solen, stearinlysets flamme, lampen eller brændeovnens ild - alt det, vi kalder for egenlys... Men, der er også det reflekterede lys når sollyset rammer den hvidkalkede væg og bliver sendt tilbage fra væggen.

Og der er det mere diffuse lys fra flader der ikke får direkte lys fra en specifik kilde men fra omgivelserne: Vi far sollyset indirekte gennem skyerne eller andre legemer/medier.

Det er det grumsede "dagslys". Endelig bør man også nævne reflekslys, her forstået som den belysning man kan se fra omgivelserne på en "beskygget" flade. Billeder - altså fotografier og malerier - bruger reflekteret lys til at skabe illusion af de forskellige former for lys. Lyseffekten opstår ved farvekontraster mellem lyse og mørke farver.

I de elektroniske medier er det omvendt, her skabes illusionen af de forskellige former for lys og skygge ud fra egetlys.
Løber man film, tegneserier og computerspil igennem vil man opdage at skyggens art bliver brugt som stemningsskaber og som fortælleelement.
Og derfor er det med lyset så spændende - uden det, så var der jo ikke noget andet til - det er lyset, der giver alt det andet form.
Uden lyset var der ikke noget at skrive hjem om.

Og dertil kommer at det mest spændende ved lyset måske er skyggen.
For det er i skyggen livet bliver til - og leves - livet der går fra skyggen til lyset.

Et nu lader sig ikke sige.

I det øjeblik nuet er sagt er det allerede fortid og et nyt nu presser sig på før fremtiden bliver til nutid.
Nu'er er ikke for fastholdere.
Og på trods af det, så er kunst - måske - et forsøg på at fastholde nuet. Et øjeblik.

Kunsten kan være et forsøg på at fastholde et nu, så det bliver evigt gyldigt.

Og det er med nu'et i disse udstillingers titel som det er med lyset - det lar sig ikke sådan lige indfange - det vi fanger er som oftest skyggen, som lyset kaster - som når Jette Noyes Wistoft viser os noget et helt farvespektrum, som når lyset brydes i et prisme - eller når Marianne Rønnow i sine fotos viser os skyggelege på jorden -
eller når Karen Abell lader lyset falder over byens hud - eller når Knud Bøjer lader lyset reflekter i noget der kunne lignevanddråber -
eller når Hans Haagen lar lyset danse rundt -
eller når Karsten Hallberg bryder lyset i farverne -
eller når Carsten Schmidt-Olsen leger med lysets fysiske love og deler den i bølger og punkter til pixels -
eller når Martin Sloth leger med naturens skygger og lys -
eller når Thurit Sørensen spiller på lysets spirende mod i skyggen
- eller når
- eller når

- ja, nu ska jeg jo ikke afsløre for meget
- I må selv gøre arbejdet - eller lade arbejdet gøre jer, når I går rundt her om lidt….

Stedet vi er i i dag hedder - Det ny Kastet - jeg må indrømme jeg ved ikke hvorfor det hedder sådan og jeg aner ikke engang hvad det gamle Kastet var - der er sikkert en god grund til navnet, - men jeg har ikke ville finde ud af det - jeg synes at navnet gav mig sådan en god smag i munden - det ny kastet... Man ku måske osse sige et nyt kast - eller et kast nu -

Kastet - ja, det er jo som oftest terningerne vi kaster på lykke og fromme - men i dag føler jeg mere, at det er os, der bliver kastet - der bliver kastet ud i lyset...

Så - kære kunstnere, kære BKF-Nordjylland.
Kære publikum - tillykke med udstillingen, tillykke med initiativet...
og træd nu bare ud i lyset - rampelyset eller scenelyset - bliv blændet - bliv i mørket - kast din egen skygge - kast dig selv ud i kunsten - lige nu -

- rigtig god fornøjelse...

Troels Laursen, Ullits
www.troelslaursen.dk